I Zimbabwe finder kampen mod AIDS sted i frisørsaloner, ølstuer og i kirker. Våbene er oplysning, oplysning, oplysning. Og kondomer, medicin og buddy-systemer.

Når der kommer kunder i Tinotenda Chinyanis frisørsalon i den zimbabweanske provinsby Bindura, får de mere end en tur med saksen. Mens der bliver flettet og klippet, begynder hun nemlig at snakke om kondomer. Og sex. Nogle gange tager Tinotenda Chinyani endda en pakke kondomer frem for at forklare og demonstrere, hvordan de skal bruges korrekt.

22-årige Tinotenda Chinyani er nemlig aktivist, en såkaldt passionate, i projektet HOPE, der bekæmper HIV og AIDS i Zimbabwe. Hver dag gør hun sin lille del til at stoppe HIV-epidemien i landet, der på sit højdepunkt i 1996-1997 ramte mere end en fjerdedel af zimbabweanerne mellem 15 og 49 år.
Tinotenda Chinyani forærer foldere med information om HIV-kontrol til sine kunder i frisørsalonen. Nogle gange turnerer hun rundt mellem Binduras ølstuer og deler kondomer ud til dem, der sidder og drikker. ”På værtshusene er der altid mange, der gerne vil have kondomer”, siger hun.

Hun har været AIDS-aktivist i seks år nu. ”Jeg ville bare gerne vide, hvad der foregik i lokalsamfundet, og det vigtigste er indsatsen mod HIV og AIDS”, forklarer Tinotenda Chinyani. ”Så det ville jeg også hjælpe med”.

Og den indsats virker. På lokalplan i Bindura, nationalt i Zimbabwe og på verdensplan.

I Zimbabwe er det nu kun 15 procent af befolkningen mellem 15 og 49, der er HIV-positive. Det er næsten en halvering på 20 år. På verdensplan faldt antallet af nye HIV-smittede med 40 procent mellem 2000-2013.

Frivillige driver værket

Majecha Ruzvidzo er en af dem, der styrer slagets gang mod HIV on the ground. Hun er projektleder i HOPE Harare, og hun ser positivt på udviklingen.
”Når vi når til 2030, taler vi forhåbentlig om noget andet, om nogle andre udfordringer”, siger Majecha Ruzvidzo. Hun henviser til Verdensmålene for bæredygtig udvikling, som alle verdensledere har givet håndslag på skal danne ramme for verdens udvikling frem til år 2030. Et af de 169 undermål handler netop om at gøre en ende på AIDS-epidemien.

”Det går fremad skridt for skridt. Hvis vi hele tiden arbejder for det og laver aktivisme, så kan vi virkelig rykke noget”, forklarer Majecha Ruzvidzo.

Men det er ikke uden udfordringer, og fremskridtene kommer ikke af sig selv. Majecha Ruzvidzo har kun seks field officers under sig, og sammen de dækker et område med 35.000 mennesker. 35.000 der skal testes for HIV og oplyses om sikker sex og smittefare. Det er et stort arbejde.

Det er her, Tinotenda kommer ind i billedet. Hun, og de mere end 2000 andre frivillige, der hjælper i år, er grundstenen i HOPEs arbejde i Zimbabwe.
”Nogle af vores aktivister melder sig til enkelte kampagner eller arbejdsdage, og andre, som Tinotenda her, er aktive år efter år og bliver efterhånden trænet og videreuddannet. Arbejdet kan kun lykkes på grund af alle vores aktivister”, forklarer Majecha Ruzvidzo.

Nogle aktivister bliver udlært som hjemmeplejere, der passer sengeliggende AIDS-syge. Andre deler kondomer ud, nogle støtter smittede med at tage deres medicin og spise sundt og andre igen arbejder mest med at overbevise folk til at lade sig teste for HIV.

Opsøgende arbejde

I Zimbabwe er det både gratis at blive testet for HIV og at få antiretroviral medicin. Det er en af de helt store grunde til, at HIV er på tilbagetog i landet. Men selvom man måske skulle tro, at gratis undersøgelser og medicin skulle være en hurtig kur, så kræver det hele tiden opsøgende arbejde fra HOPE, den zimbabwiske regering og andre organisationer.

”Folk tager ikke testen automatisk. Mine field officers og vores frivillige skal hele tiden banke på døre og henvende sig til folk for at overbevise dem om, at de skal tage til klinikken og lære deres HIV-status at kende. Mange skal vi besøge flere gange, før de bliver overbevist”, siger Majecha Ruzvidzo.

For en dansker kan det virke underligt. Hvorfor er det så svært at få folk til at tage en gratis test for en dødbringende virus, der tidligere hærgede vidt og bredt i landet og stadigvæk dræber mange tusinde hvert år?

For det første drejer det sig simpelthen om uvidenhed. Eksempelvis er det kun cirka halvdelen af de unge mellem 15 og 24 i Zimbabwe, der ved tilstrækkeligt om HIV og smittefare.

For det andet oplever mange HIV-smittede diskrimination. De bliver grint af og bagtalt, der går rygter og nogle oplever endda deciderede trusler og chikane. Folk kan blive fyret, afvist i deres kirker, der betyder meget i det zimbabweanske samfund eller oplever, at familien vender dem ryggen. Mange synes, at det er bedre ikke at vide, om de er syge eller ej frem for at risikere at blive stødt ud af de fællesskaber, der danner rammen for deres hverdag.

Ansvar bryder tabuer

Kampen mod HIV dækker altså over komplekse problemstillinger, der rækker ud over kondombrug og medicin. Majecha Ruzvidzo og hendes team arbejder da også med mange forskellige værktøjer, når de skal mobilisere folk til at lade sig teste. Ofte gælder det om at bryde tabuer ned ved at tale om både HIV og seksuel sundhed igen og igen. Majecha Ruzvidzo, hendes field officers og deres passionates tager ud til landsbykirker, forsamlingshuse, ølstuer og markedspladser og forklarer, at man ikke skal skamme sig, hvis man er HIV-positiv.

”Ofte er det mændene, vi har sværest ved at få fat i. Mange vil ikke lade sig teste for at finde ud af deres HIV-status. Men vi taler med lokale mandlige ledere, vi dukker op til mændenes forsamlinger i kirker og landsbyer. Vi fortæller dem, at de skal blive testet for deres families skyld. Vi siger: Du er familiens forsørger, og hvis du er syg uden at vide det og ikke tager medicin, hvem skal så tage vare på din familie?” forklarer Majecha Ruzvidzo. Det virker at understrege, at man tager ansvar for andre end sig selv ved at blive undersøgt. ”Især hvis mændene har flere koner, så der er flere, de føler sig ansvarlige for”, siger hun.

En anden effektiv taktik mod HIV er de såkaldte TRIO-grupper, som Majecha Ruzvidzos passionates opretter. De skal ikke få folk til at lade sig teste men sørger derimod for, at folk, der er syge, tager deres medicin regelmæssigt hver dag. En TRIO består af den syge, et nært familiemedlem og en af HOPEs frivillige, der sammen støtter den syge med at tage sin medicin og spise sundt. Igen kan det være forvirrende for en dansker: Hvorfor er det nødvendigt, at der skal to mennesker til at støtte en HIV-smittet til at tage gratis antiretroviral medicin? Hvis man var syg med HIV, ville man så ikke tage sin medicin af sig selv?

”Vores filosofi er, at et problem, man har delt, er et problem, der er halvt løst. Men der er konkrete årsager til det. Nogle syge får eksempelvis at vide i deres kirker, at de kan blive raske gennem bøn, og at de ikke behøver tage deres medicin, hvis de bare er stærke i troen. Så hjælper deres TRIO med forklare, man både kan bede og tage sin medicin”, forklarer Majecha Ruzvidzo.

For andre er det diskriminationen.

”Selvom vi prøver at bryde tabuet, så er der mange, der har brug for støtte i hverdagen, hvis de bliver grint ad eller bagtalt. Her er vores TRIO også et rigtig godt værktøj. Indsatsen virker”.