Stigende temperaturer, uregelmæssige nedbørsmønstre og ekstreme vejrforhold såsom oversvømmelser, tropiske cykloner, tørke og hedebølger er de senere år blevet hverdagskost for indbyggerne i Zimbabwe. De alvorlige konsekvenser af klimakatastrofen er en tilføjelse til de socioøkonomiske udfordringer, som landet i forvejen står overfor.
Landbruget i Zimbabwe udgør en afgørende del af landets økonomi, og derfor er Zimbabwe ekstremt sårbart overfor klimforandringers konsekvenser, som rammer landet hårdt. Makoni-distriktet er ingen undtagelse – her har de oplevet betydelige udfordringer som følge af klimaforandringerne.
For at styrke Makoni-distriktets småbønder i kampen for at tilpasse sig klimaforandringerne har UFFHumana i samarbejde med Development Aid from People to People (DAPP) i Zimbabwe lanceret et projekt, som sigter mod at øge småbøndernes modstandsdygtighed overfor nuværende og fremtidige klimarelaterede hændelser.
Samtidig skal projektet hjælpe til at beskytte det naturlige miljø i Makoni-distriktet for at sikre fødevare- og indtjeningssikkerhed for de mest sårbare samfund hele året rundt.
Helt konkret har projektet tre specifikke mål:
- At øge fødevare- og ernæringssikkerheden for 250 småbønder gennem anvendelse af bæredygtige og klimaeffektive landbrugstekniker, der vil øge og diversificere
landbrugsproduktionen. - At øge småbøndernes indtægt gennem uddannelse om økonomisk forståelse, samt
oprettelse af interne netværk blandt landmændene, som skal give bønderne lettere adgang til markeder og dermed være med til at øge fødevaresikkerheden. - At styrke samarbejdet mellem lokale og provinsielle myndigheder, samfundsledere og landmænd med henblik på klimatilpasning.
Projektet vil altså blandt andet styrke landbruget i Zimbabwe ved oprettelsen af landmandsnetværk for at sikre dialogen og samspillet landmændene imellem, men i høj grad også mellem landmænd, myndigheder og den private sektor.
Det vil være med til at sikre, at nødvendig viden og tekniske færdigheder bliver stillet til rådighed for de såkaldte småskalalandbrug, hvilket vil have afgørende betydning for, at de kan tilpasse sig klimaforandringerne i deres område. Dette vil forbedre fødevare- og ernæringssikkerheden for sårbare bønder, især kvinder og folk med tuberkulose og/eller HIV. Projektet strækker sig over 18 måneder og er støttet med en million kroner af CISU (Civilsamfund i
Udvikling)