I sidste uge fik UFF-Humana nyheder fra teamet på HOPE-projektet i Zimbabwe. Lederen af projektet, Rebecca Njopera skriver følgende: ”Jeg er meget glad for at kunne fortælle, at her i HOPE Bindura er vi alle raske og har det godt. Jeg kan tilføje, at i DAPP Zimbabwe tager vi alle de forholdsregler, som Sundhedsministeriet har meldt ud, for at vi kan holde os raske”. I det følgende afsnit fortæller Rebecca om den nuværende situation, og om HOPE-projektets aktiviteter under nedlukningen.
I Zimbabwe er nedlukningen blevet delt ind i 3 faser. Den første fase bestod af 21-dages streng nedlukning efterfulgt af 2. fase med 2 ugers nedlukning. Den 3. fase var også på 2 uger, men knap så intens, den varede til den 17. maj 2020. På nuværende tidspunkt overholder HOPE-projektet begrænsninger som forsamlinger på højst 50 personer, og arbejdstider mellem kl. 8 og kl. 15.
For at opretholde social afstand og undgå forsamlinger bruger de frivillige fra HOPE dør-til-dør-metoden for at nå ud til de mest sårbare grupper. Desuden arbejder HOPE direkte sammen med Ministeriet for Sundhed og Børnevelfærd. Frivillige fra ministeriet sørger for selve malaria-testen, hvis de frivillige fra HOPE finder mulige malaria-tilfælde.
Med hensyn til HIV-test, så startede HOPE-projektet testning igen den 11. maj, denne gang med alle COVID-19-forholdsreglerne som at vaske hænder med sæbe og rindende vand, brug af håndsprit samt udlevering af ansigtsmasker til dem der kom uden. Rådgivning eller gruppeundervisning om HIV/AIDS fortsætter - nu inkl. information om COVID-19 og malaria. Uddeling af kondomer fortsætter også.