I perioden 2.-11. marts besøgte repræsentanter fra UFF-Humana projekter, der drives af ADPP-GB (Ajuda de Desenvolvimento de Povo para Povo) i Guinea-Bissau. Projekterne omfatter 1) Fagskolen, hvor unge mennesker bliver oplært i håndværk for at blive bl.a. VVS’ere,  solcellemekanikere og elektrikere 2) Lærerseminariet, som uddanner unge til at blive lærere især i landområderne, 3) Cashew-fabrikken i Bissora, som fremstiller økologiske cashew-nødder til eksport til Europa, 4) Farmers’ Clubs i Kiset og Kinana, som støtter lokalsamfund på landet til bl.a. at dyrke og forarbejde grøntsager både til salg og for at forbedre deres egen kost, og 5) et par grundskoler, som har modtaget skolemøbler og andet udstyr fra Danmark.

Cashew fabrikken i Bissora

Cashew fabrikken i Bissora

Fagskolen i Bissora

Fagskolen i Bissora

Farmers Club

Farmers Club

Lærerseminariet

Lærerseminariet

Desuden har UFF-Humana startet et lille nyt projekt – produktion af genbrugelige hygiejnebind. De fleste kvinder i Guinea-Bissau har ikke mulighed for at få ordentlige produkter til deres menstruation. Derfor bruger kvinderne gamle klude, som ofte medfører sundhedsproblemer, somme tider alvorlige. Iøvrigt sker det tit, at piger går glip af skoledage og arbejdsdage. Kursus i at fremstille genbrugelige bind blev afholdt for grupper på lærerseminariet og på fagskolen i Bissora. Begge steder blev ideen om at sy genbrugsbind hilst velkommen. Genbrugsbind giver flere fordele: bedre menstruationshygiejne, væsentligt mindre affald sammenlignet med éngangsprodukter, og desuden en mulighed for at tjene penge ved producere bind til salg.

Set fra et overordnet perspektiv styrkede rejsen endnu en gang partnerskabet mellem Danmark og Guinea-Bissau. For UFF-Humana er samarbejde med lokale partnere afgørende for at opnå holdbare resultater i forbindelse med at hjælpe et lands mest sårbare befolkningsgrupper. Det samarbejde og de bånd, som UFF-Humana og ADPP-GB har opbygget, betyder at begge organisationer kan udvide deres arbejde og styrke den positive påvirkning over hele Guinea-Bissau.